Aars Badmintonklubs 1. hold i Jyllandsserien, kan gå på juleferie velvidende, at 1. pladsen i grundspillet er sikret. Med maksimum point og en score på 61-17, kan holdet ikke længere hentes i grundspillet. Første kamp i slutspillet ligger lørdag d. 11. februar og der bliver derfor god tid til at komme i form ovenpå julemaden. 1. pladsen blev sikret via en sejr på 10-3 over i Vejgaard, på udebane. Trods den overbevisende sejr, var kampen tættere end cifrene antyder.
1. mixdouble med Ane Hornbæk og Henrik Palm blev en meget tæt kamp, som heldigvis blev vundet 21/19 i 3. sæt. 2. mixdouble med Ditte Lyngberg og Anders Hansen kom tilbage på sporet og vandt efter en usikker start i 2 sæt. Heidi Poulsen vandt igen en sikker sejr i 1. damesingle, mens det desværre blev til et nederlag til Stine Hansen i 2. damesingle.
Foran 3-1 og med de normalt meget sikre herresingler i vente, begyndte det at tegne godt for Aars. Morten Holm i 1. herresingle, Simon Lyngsø i 2. herresingle og Lasse Poulsen i 3. herresingle vandt alle i 2 sæt. De tre herresingler har vundet samtlige singler, som der er spillet i denne sæson. Det er stærkt! Desværre kunne Thomas Kristensen ikke følge trop og tabte, trods matchbold i 2. sæt, sin kamp med 21/18 i 3. sæt.
Foran 6-2 så det stadig yderst lovende ud men da 1. damedouble med Ditte Lyngberg og Heidi Poulsen desværre gik hen og tabte, kom der en anelse spænding i kampen, men kun for en kort bemærkning, for så vandt Stine Hansen og Ane Hornbæk stort i 3. sæt, i 2. damedouble, og udbyggede føringen til 7-3. Herredoublerne er stort set ligeså sikre som herresinglerne.
I 1. herredouble spillede Morten Holm og Anders Hansen en fremragende kamp mod et virkeligt godt par. Trods nederlag i 1. sæt i ombolde, var der aldrig tvivl sejren. Erfaring og rutine blandet med talent har vist sig at være en utrolig giftig kombination, og derfor har Morten og Anders vundet samtlige kampe indtil nu. Lasse Poulsen og Henrik Palm vandt sikkert i 2. herredouble, mens Simon Lyngsø og Thomas Kristensen efter en svingende kamp vandt 21/18 i både 2. og 3. sæt.
Dermed var sejren på 10-3 hjemme. Spillerne kan nu se frem til en velfortjent juleferie, for i januar bliver træningen hård, nu hvor den sidste kamp i grundspillet reelt er uden betydning. Jyllandsserieholdet vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig glædelig jul og takke for støtten i efteråret.
|